English

HVAD SIGER KUNDERNE?

Den bedste information om et produkt og dets reelle egenskaber får man fra kunderne. Her kan du læse, hvad kunderne siger om SmartShare Systems’ løsninger og blive inspireret af måden de anvender dem på.


Nyansat færdselsbetjent dirigerer internettrafikken

IT-afdelingen på UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern er i front, når det gælder om at afsløre og stoppe virus- og fildelingsprogrammers tyveri af båndbredde. Efter 10 minutter falder hammeren. Brugergruppen omfatter bl.a. 214 på alle måder yderst kreative HTX-elever
 

Ganske få hyperaktive computere befængt med virus og anden malware kan hurtigt stjæle hele båndbredden på selv en 30 Megabit bredbåndsforbindelse. Som nu f.eks. den eleverne, kursisterne og personalet på UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern har til rådighed. Det samme sker, hvis brugerne falder for fristelsen til at bruge den hurtige internetforbindelse til at benytte fildelingsprogrammer på deres computer.

Når den slags ”tyverier” af båndbredden er i gang, oplever alle andre brugere typisk en meget langsom eller i værste fald slet ingen Internetforbindelse.

Men det er slut nu. Uddannelsescenterets IT-afdeling har netop ”ansat” en yderst effektiv ”færdselsbetjent” til at stå i vejkrydset og sørge for, at Internettrafikken glider godt for alle. Samtidig afslører ”færdselsbetjenten” uden skånsel trafiksynderne, når de fra tid til anden dukker op.

Der er tale om en danskudviklet boks med navnet SmartShare, hvis primære opgave er at fordele båndbredden retfærdigt mellem brugerne. Og UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern er med anskaffelsen af ”færdselsbetjenten” blandt frontløberne på området indenfor skoleverdenen. Ikke bare i Danmark, men på verdensplan.

Pædagogisk elektronik
- Det er vist sjældent, man kan sige om et stykke elektronisk udstyr, at det er pædagogisk. Men det vil jeg påstå, at SmartShare er. Den lille boks har givet os en betydelig mere fredelig hverdag i IT-afdelingen og mere tilfredse brugere. Tidligere havde vi jævnligt frustrerede folk i telefonen, fordi de ikke kunne komme på Internettet. Eller fordi det kørte ulideligt langsomt, konstaterer systemadministrator Anders Dahl Valgreen, der har implementeret SmartShare-Systemet.

Det er også ham, der tager hånd om de ”trafiksyndere”, som ”politibetjenten” afslører. De dukker op på hans skærm i et afslørende lagkagediagramsystem, som det er let og hurtigt at overskue.

- Som systemadministrator er det nærmest en nydelse at kikke på. Uh, det er godt, siger Anders Dahl Valgreen – og retter i samme øjeblik opmærksomheden mod en mistænkelig topbruger. Den pågældende bruger nemlig 43 pct. af den samlede båndbredde. Det kan være helt legalt, men det kan også være tegn på fildeling eller virus.

- Hvis det dér fortsætter i over 10 minutter, så griber vi konsekvent ind og lukker for Internettet til den pågældende computer via IP-adressen, siger Anders Dahl Valgreen. Han understreger samtidig, at lukningen ikke påvirker den ramte brugers adgang til og mulighed for at arbejde med dokumenter på skolens interne netværk og mailsystem.

Synderen er ikke altid brugeren
Før SmartShare blev taget i brug, sendte IT-afdelingen en orientering ud til brugerne om formålet med det nye udstyr- sammen med et tilbud om hjælp til at afhjælpe problemet, hvis ens Internetforbindelse skulle blive ramt af overvågningen.

- Vi går som udgangspunkt ud fra, at brugeren ikke har gjort noget forkert. Og det ser også ud til, at det er en korrekt holdning til tingene. I løbet af den første uge lukkede vi internetadgangen til tre brugere, og kun i det ene tilfælde var årsagen et fildelingsprogram. I det andet tilfælde var årsagen en virus, og i det tredje tilfælde var der tale om en fejl i computerens styresystem, siger Anders Dahl Valgreen.

Referencekunde på skoleområdet

Den smarte boks er udviklet af iværksætteren Morten Brørup, der har taget patent på teknologien og tiltrukket mange millioner investeringskroner. Bl.a. fra den statslige investeringsfond Vækstfonden, hvis andel alene er 10 mio. kr. til at udvikle markedet for produktet i foreløbig Danmark, Norden, Tyskland og USA. I denne sammenhæng får UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern en spændende rolle som en meget krævende referencekunde på skoleområdet.

F.eks. stiller det store krav til SmartShare, at brugergruppen omfatter Gymnasiet HTX Skjerns på alle måder yderst kreative 214 HTX-elever.

- 90 pct. af, hvad vore HTX-elever foretager sig, det foregår via internettet. De er udstyret med hver deres personlige bærbare computer og kan gå trådløst på nettet overalt, hvor de opholder sig på skolen. De bruger Messenger og Skype, de streamer musik og viser sjove videoer til hinanden på YouTube, siger Anders Dahl Valgreen.

Internetadgang for private bærbare
Udover Gymnasiet HTX Skjern omfatter UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern desuden Skjern Tekniske Skole med årligt 600 elever, VUC Ringkøbing-Skjern med årligt 2300 kursister, KompetenceGruppen med årligt 5800 kursister på alle niveauer indenfor organisations-, ledelses- og lederudvikling i private og offentlige virksomheder, samt Sprogcenter Syd med omkring 540 elever årligt.

- Alle, der kommer på uddannelsescenteret, kan koble deres private bærbare computer på internettet via uddannelsescenterets trådløse netværk. I øjeblikket har vi således registreret 700 individuelle pc’er, som på ét eller andet tidspunkt har været på vores net. 450 af dem er jævnlige brugere. Men det typiske er, at vi har 75-100 aktive brugere på internettet ad gangen.

Samtidig kan vi se, at den typiske belastning på vores bredbåndsbåndsforbindelse svinger mellem 17 og 23 Megabit. Det betyder, at den enkelte bruger i praksis har mellem 7 og 13 Megabit til rådighed. Så den lille SmartShare-boks bekræfter os faktisk i, at vores 30 Megabit bredbåndsforbindelse er en meget fornuftig dimensionering, siger Anders Dahl Valgreen.


Kontakt:

Anders Dahl Valgreen, 4031 9244
Informationsmedarbejder Vagn Bro 6122 7431 & 9736 9243
e-mail: vagn.bro@remove-this.uc-rksk.dk