
Svane Køkkenet havde indtil for nylig en server og it-ansvarlig i alle kædens 24 butikker. 3D-programmet Winner var flaskehals for at samle servere og it-kompetencer i én hosted løsning, men SmartShare-teknologien fik sat skub i datatrafikken. Det løftede ikke kun en stor it-byrde af medarbejdernes skuldre, men minimerede også elforbruget til gavn for den grønne bundlinie.
Svane Køkkenet er en kæde, der er helt fremme i skoene, når det kommer til kundeservice og fremsynethed. Med 3D programmet Winner tilbyder kædens 24 butikker kunderne en virtuel 3D-oplevelse af farver, flader og rummelighed i deres nye køkken, inden de køber det. Men selvsamme program betød også, at hver af de 24 Svane-butikker var nødt til at have deres eget lille kraftværk med egen server, afkølingssystem, økonomisystem og interne softwareopdateringer.
- Vi har længe meget gerne ville samle alle butikkerne på én fælles central server, men tegneprogrammets filer er mildt sagt store. Hvis Winner skulle ligger på en ekstern server, ville det kræve en enorm internetforbindelse at transportere de data, der skal til for at håndtere vores grafik i 3D med 16 millioner farver fra den eksterne server til den lokale pc, siger Anders Sommer, som er it-chef og uddannelsesansvarlig i Svane Køkkenet.